Syv råd til at organisere dit køkken!

Organiser køkken

Måske du kender det – uanset hvad man gør, så føles ens bolig bare rodet. Selv når man lige har ryddet op og gjort rent. En af de ting, som jeg gerne ville starte året ud med, var at få organiseret vores hus. Ser dine køkkenskuffer også sådan ud? Så læs videre og få mine syv bedste råd til at organisere dit køkken.

Organiser køkken

Ofte føles det som om, at jeg kunne rydde op konstant. Når jeg var færdig, så kunne jeg begynde igen. Der var ting alle steder. Sådan føles det hvertfald. Så nu har jeg gjort noget seriøst ud af at få organiseret vores hjem endnu bedre. Finde pladser til alle vores ting.

Jeg giver dig mine bedste råd, hvordan du kan organiserer dit køkken, så du undgår rodede skuffer og følelsen af alt for mange ting. Jeg har faktisk ordnet de forskellige skabe over et par dage. Mit bedste råd er – gør det, når du har overskud. Tag en skuffe og et skab, når du er motiveret. Du behøver ikke nå hele køkkenet på en dag.

Når du det, så er det fedt – men hvis ikke, så sig til dig selv, at det er helt okay. Forbered dig også på, at det faktisk kan være mentalt “hårdt”. Jeg var hvertfald ikke forberedt på, hvor træt jeg var efterfølgende. Forleden var jeg nede og hjælpe min mor med hendes viktualierum – 5 timers arbejde inkl. en tur i IKEA. Jeg kunne have lagt mig til at sove med det samme efterfølgende.

Tilbage til mit køkken…

Du tror, at det er løgn – men jeg har fundet 12 fryselementer! Helt ærlig, 12 stk. Hvornår får man nogensinde brug for 12 fryselementer på én gang? Jeg kan ikke komme på en eneste situation, hvor man får brug for 12 på samme tid. Så halvdelen har jeg altså sagt farvel til. Ikke at jeg ved, hvornår jeg skal bruge 6 på samme tid, men de har lidt forskellige størrelser, så det finder jeg meget praktisk.

Derudover fandt jeg nok IKEA børne-plastik-bestik til at åbne en børnehave. Det, kan jeg lynhurtigt afsløre, er ikke planen. 22 knive, 21 skeer og 18 gafler. Faktisk var der en hel uåbnet pose (med 6 af hver i). Jeg aner ikke, hvorfor vi har anskaffet os så meget. Jeg har vitterlig ingen anelse om det. Alt det brugte kommer videre – og så tager vi hul på det nye. 6 af hver må være nok til ét barn.

Tilfældigvis opdagede jeg “Tidying up with Marie Kondo” på Netflix – og utrolig nok, er det faktisk ret spændende.

Jeg bruger ikke KonMari-metoden, for det kan jeg simpelhen ikke overskue. Men jeg lader mig meget inspirere af hendes tips og forslag til opbevaring. Eksempelvis viste hun, hvordan man kan opbevare engangsservice, servietter og sugerør. På højkant! Havde jeg ikke set programmet, var jeg aldrig kommet på den idé.

Hvordan griber jeg det an?

Start med at rydde skuffen eller skabet. På den måde kan du danne dig et overblik over, hvad du reelt har.  Herefter kan du sortere dine ting – hvilke har du behov for og hvilke har du ikke behov for? Personligt var jeg kritisk. Ting, som jeg ikke brugte eller aldrig havde brugt, er blevet sat til salg eller bliver givet væk.

Jeg har desværre ikke noget førbillede – men her kan du se min plastskuffe efter, jeg har sorteret og organiseret. Jeg kan afsløre, at skuffen var fyldt til randen og at man absolut intet kunne finde dernede.

Organiser køkken

Jeg er ikke godt tjent med rod – bare fordi jeg gerne vil beholde en dejskraber eller ti. Men det er helt op til dig, hvordan du sorterer. Måske du faktisk ikke har behov for at sortere, men mest bare for at organisere, så er det også helt okay. Det er jo dit køkken. Herunder får du mine syv bedste råd til at organisere dit køkken – god fornøjelse!

1. Find et fast sted til dine ting

.. og husk, hvor det sted er! Sidstnævnte har altid været det sværeste for mig – samtidig med, at det gerne skal være let for min mand. Jeg er nemlig ret sikker på, at han er ligeglad med om urtekniven ligger i det ene eller andet rum i skuffen (baseret på mine erfaringer indtil videre). For at gøre det let for os begge to (og gæster), så har jeg sat sedler i hvert rum med indholdet. Ja, det er lidt “forsamlingshus”-agtigt, men what ever works, ikke?

Når tingene har en fast plads, er det meget nemmere at rydde op. Og det tager heller ikke så lang tid. En ekstra bonus er, at det burde være meget lettere for familien at finde tingene også. Næste skridt er så at lære den gode vane at få lagt tingene på plads.

Organiser køkken

2. Brug labels

Jeg har desværre kun en prægemaskine og ikke en dymomaskine – men den står øverst på ønskelisten. Bruger du lukkede kasser, så sæt en label på. Det gør det nemmere for dig selv (og andre) at huske, hvad der er i. Jeg har blandt andet en lukket kasse til diverse medicin, ekstra krydderier og en, hvor stegetermometeret er i.

3. Inddel dine skuffer til mindste detalje

Jeg har som lavet håndskrevne sedler, som jeg har tapet i skuffeinddeleren. Jeg har ikke en dymo endnu, deraf de håndskrevne sedler. Vores skuffe med køkkenredskaberne har altid været den værste. Jeg startede godt nok med at inddele den – men min mand kendte jo ikke systemet. Resultatet heraf var så, at tingene bare blev lagt i skuffen uden noget system.

For at holde styr på systemet, har jeg så skrevet, hvor de forskellige ting hører hjemme. Det er måske lidt meget arbejde for at holde orden i en skuffe. Men altså.. jeg glemmer mine systemer og så er jeg ligevidt. Derfor “forsamlingshus”-metoden med at skrive, hvad der hører hjemme hvor.

Organiser køkken

Skuffen har været pæn, lige siden jeg organiserede den. Forleden spurgte min mand mig, hvor ostehøvlen hørte hjemme. Jeg svarede, at den hørte hjemme sammen med skrællerne (hhv. kartoffelskræller og appelsinskrællere)… “Det står ikke på sedlen“, lød det prompte. Så er det også lidt svært at placere tingene korrekt. Når jeg får en dymo, kommer det til at stå der. Men jeg gad simpelhen ikke skrive flere sedler den dag.

4. Opbevar i æsker

Du har sikkert også set alle de flotte billeder af organisering og læst rådene om “opbevar i æsker”. Jo tak, men hvor finder man så alle de flotte æsker, som de bruger? Efter at have set programmet, kan jeg se, at det ikke handler om flotte kurve og æsker. Det handler om at bruge det, man har. Derfor opbevarer jeg nu mine fryselementer i en skotøjsæske. Flot er det ikke, men super praktisk. Derudover er det godt for miljøet og bankkontoen.

En anden fordel ved at opbevare i æsker – uanset om de er med eller uden låg, så adskiller de tingene fra hinanden. Har man eksempelvis pasta og ris ved siden af hinanden (i poser) i skabet, kan det hurtigt komme til at se rodet ud. Men vælger man, at sætte pastaen i en æske og risene i en anden æske, får det et helt andet udtryk.

5. Saml alt tilbehør til køkkenmaskiner i seperate kasser

Vi har eksempelvis to stavblendere – dem har jeg nu placeret i hver sin æske med alt tilbehør til. Sammen med stavblenderen. Alt tilbehøret til min køkkenmaskine ligger også samlet i en plastkasse. Det skaber så meget ro, at det ikke bare ligger og flyder. Men vigtigst af alt – så er det hurtigt at ligge på plads, men også at finde, hver gang man har behov for det.

Organiser køkken

Førhen skulle jeg altid have fat i begge stavblendere samt tilbehør for at finde ud af, hvilken en jeg skulle bruge. Helt irrelevant, så sidder du måske og tænker over… hvem har to stavblendere og hvorfor? Well, jeg fik en smart en i gave, da Daniel var lille. Den havde tilbehør til at kunne stort set alt – blandt andet fungere som minihakker. Lige indtil låget til minihakkeren forsvandt. Jeg aner simpelhen ikke, hvad der er sket med det. Så fik vi så en ny stavblender, der har minihakker og ikke meget andet tilbehør. 

6. Udnyt højden

Opbevar så vidt muligt på højkant, som i eksemplet med engangsservicen og servietterne. Det samme med grydelåg. Som en prøve har jeg købt en billig magasinholder i pap fra IKEA, som jeg har mine grydelåg i. Der kan være fire i én, hvis man som jeg har eva trio-gryder. Ellers kan der knap være én. Men jeg ved, at der findes andre løsninger til at opbevare grydelåg på højkant.

Organiser køkken

Som du kan se ved siden af kassen, så står mine voksduge også på højkant. Dermed fylder de mindre på hylden. Der kan være mere på hylden uden, at det ser rodet ud.

7. Plastskuffen

Førhen stablede jeg alting – samtlige plastbøtterne var stablede. Ganske “korrekt” opbevarede jeg lågene til bøtterne  på højkant i en kasse. Vældig, smart. Men som med alle andre skuffer varede det ikke længe, før skuffen var rodet til. Det tog hundrede år (okay, måske ikke, men lang tid hvertfald) at finde det rette låg til den rigtige plastbøtte. Frustrerende var, hvad det var!

Organiser køkken

For at spare plads i skuffen, så opbevar mindre plastbøtter inkl. låg inde i de større plastbøtter. Ja, man fat i flere bøtter, hvis man skal have den nederste. Men jeg vil vove at påstå, at det er en vanesag – og at det er dét værd. Samtidig, så sikrer man sig også, at man hele tiden har et overblik over, hvad der egentlig er i skuffen. Så man ikke ender med 12 fryseelementer. Just saying.

Nu er der ikke meget andet at skrive end god fornøjelse med organiseringen af dit køkken. Jeg håber, at du kan bruge mine råd i processen. Du er også meget velkommen til at skrive dit bedste råd til organisering af køkkenet som kommentar.

2 thoughts on “Syv råd til at organisere dit køkken!

  1. Haha, lige da jeg begyndte at læse tænkte jeg, at du skulle tage at se Marie Kondos program! Jeg forsøger selv at tage mig sammen til køkkenet efter garderoben har fået en tur! Gode pointer du har! Det giver så meget plads at bruge højden!

    1. Haha.. det er en godt program 😀.. Jeg startede faktisk i på mit kontor og derefter køkkenet. Derefter tog jeg tøjet. Total forkert i forhold til KonMarie, men fulgte simpelhen bare motivationen🙈

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *